Vinderklassen 2013

6.B fra Herningsholmskolen cyklede og cyklede og cyklede i årets ABC-konkurrence. Derfor blev de belønnet med endnu mere cykling. En mountainbikedag i Momhøje Plantage.

Alle Børn Cykler

I hvert fald alle børn fra 6.B på Herningsholmskolen. Men 283 cykeldage blev 6.B den suveræne vinder af Alle Børn Cykler-konkurrencen i Herning Kommune. I den forbindelse havde Herning Cykler udlovet en ekstra præmie.

Med regnbukserne på og cykelhjelmen under armen ankom 6.B onsdag den 23. oktober 2013 til Momhøje Plantage. En hel dag på en mountainbikecykel var i vente. De havde glædet sig. Eleverne og to lærere blev budt velkommen med friskbagte boller og varm kakao i Momhøje Plantage.

Lær at cykle

"Det kan godt være, at I tror, at I kan cykle, men det kan I slet ikke. I hvert fald ikke, hvis I spørger mountainbikeinstruktør Michael Bremer. Michael skal i dag lære jer at cykle," fortalte projektmedarbejder Line Nørby fra Herning Cykler, mens klassen fik morgenmad.

Efter maden fik eleverne udleveret en cykel, og undervisningen gik i gang. "Hav styr på jeres balance, brug begge bremser, og hop af, hvis bakkerne bliver for vilde for jer." Informationer var der nok af. Eleverne fik tekniske færdigheder på en cykel. De blev bevidste omkring, hvad der sker, når de for eksempel drejer på styret eller bruger bagbremsen.

"Det lyder banalt, men det lærer jer at styre cyklen på en mere kontrolleret måde. I får samtidig en forståelse for, hvordan cyklen reagerer på det, som I gør," fortalte Michael Bremer inden han slap eleverne løs på mountainbikebanen.

Caroline på 12 år var nervøs, inden hun skulle ned ad den første mudrede bakke.

"Jeg dør. Det går jo nærmest lige ned," sagde hun inden sin første tur. Men trods sin usikkerhed og bange anelser klarede hun turen ned - helt uden hjælp. "Det var jo ikke så slemt. Nu er jeg klar til den store rute, det bliver sjovt."

Det blev til mere end to timer i skoven for de fleste. Mudrede, trætte og halvvåde vendte de tilbage ved frokosttid.

En anderledes dag

Der var bred enighed om, at det havde været en god dag i Momhøje Plantage.

Klassen fik aftalt, at de igen skulle give den gas til næste års ABC-konkurrence, så de kunne få endnu en sjov dag sammen. Der blev derfor ikke sagt farvel, men på gensyn.

"Det har været sjovt at prøve noget anderledes i stedet for at sidde og have dansk og matematik på skolebænken," fortalte Caroline inden klassen tog bussen tilbage til skolen.