Vinderklassen 2017

Årets vinder af den kommunal-lokale præmie i ABC-kampagnen blev 4.A fra Sunds-Ilskov skole. De var den klasse, der havde flest cykeldage og dage med cykelhjelm i kampagnens to uger.

Klassens 15 elever vandt en tur til Momhøje Naturcenter tirsdag i uge 43, hvor der for alvor bliver sat fokus på cykling, hygge og frisk luft. 

Den skønneste mail

Vi fik dagen efter arrangementet denne dejlige mail fra eleverne:

"Kære Line, Hanne og Michael

Tak for sidst! Det var en hård, men også en MEGET sjov dag også selvom, at vi blev noget beskidte. Michael var rigtig dygtig til at lære os tingene. Han var dygtig til at finde vores niveau, så vi fik passende udfordringer uanset hvad vi kunne på cyklen. Det var rart, at Michael brugte god tid på at lære os teknikkerne på cyklerne, så vi var trygge, da vi skulle ud i skoven og give den gas. Det var fedt at kører op og ned ad bakkerne, samt at lære hvordan vi skulle bruge gearene på cyklen, og vi kunne alle mærke adrenalinen pumpe lidt, mens vi var i gang i terrænet. Det var sjovt at blive udfordret på et område, som vi ikke tidligere har prøvet kræfter med. Det gjorde heller ikke noget, at vi skulle køre den samme rute flere gange, for det blev nemlig ved med at være sjovt. Vi nød at være ude i naturen hele dagen og bruge vores kroppe. Da vi kom retur til skolen kunne vi rigtig mærke trætheden komme snigende. De modige elever satte også stor pris på, at de måtte køre lidt på egen hånd på den lidt sværere bane. Det var rart, at det blev italesat, at det var ok at holde en pause på legepladsen eller indendørs, så man kunne få varmen igen.

Vi nød også rigtig meget, at vi ikke selv skulle have madpakker med, og det var nogle rigtig gode grillpølser, som vi fik serveret i spisepausen. Vi er glade for vores drikkedunke og keyhangere, som er et godt minde fra en dejlig dag.      

Vi håber, at vi er så heldige at vinde igen næste år.

De bedste hilsner
Eleverne i 4.A på Sunds-Ilskov Skole"